HYPNOSE
Svend Ostenfeldt
psykolog,
Danmark
Hvordan ved man, om man er hypnotiseret?
Under hypnose er man som oftest dybt
afslappet, koncentrationen er skærpet og opmærksomheden
fokuseret på en eller nogle få ting, f.eks. hypnotisørens
stemme. Man er mere påvirkelig overfor forslag. Siger
hypnotisøren f.eks. til den hypnotiserede smertepatient,
at "du vil mærke, at dine smerter bliver mindre og
mindre". Ja så kan det i mange tilfælde lade
sig gøre at få smerterne til at forsvinde - omend
kortvarigt.
Hypnose opfattes tit som noget meget mystisk og lidt farligt.
Men selv den dygtigste hypnotisør kan ikke ved et kortvarigt
møde få et andet menneske til at gøre noget,
der strider mod personlige og dybe værdier. Man sætter
sine grænser og siger nej.
Nogle forbinder hypnose med en søvnlignende tilstand.
Men søvn og hypnotisk trance er forskellig. Når
man er hypnotiseret er man vågen, hører hvad der
bliver sagt, og kan næsten altid huske, hvad der er foregået.
Langt de fleste kan bringes i en middel dyb trance, men hypnotisøren
skal kunne sit fag, og være i stand til at opbygge tilstrækkelig
tryghed om hypnosen.
Kun 10 -15 procent kan bringes i en så dyb trance, at
de kan overbevises om eks. at se en buket blomster, der ikke
er der i virkeligheden.
|