FORELSKELSE

Martha Brink Kristensen.
psykolog,
Danmark
Hvad er forelskelse ?
Forelskelse kommer til udtryk i stærke følelser,
masser af energi, kreativitet og lyst til at træde ud
i verden.
Under en forelskelse er sanserne skærpet. Mange oplever,
at forelskelse giver alt et langt smukkere skær.
Følelserne under en forelskelse svinger mellem ekstase
og pine, mellem sikkerhed og tvivl.
• Der er perioder, hvor den anden er indbegrebet af al
lykke. Man er parat til at gøre alt for ham/hende, som
man er forelsket i.
Det vigtigste er at opnå den andens anerkendelse, forståelse
og kærlighed.
• Der er tidspunkter, hvor man søger at være
alene, for at få de mange nye indtryk på plads.
Der er tidspunkter, hvor man har lyst til at trække sig
væk, fordi man pludselig bliver stærkt i tvivl og
ikke forstår, hvad man egentlig ser i den anden.
Når man er forelsket, kredser tankerne om den elskede.
Man tænker over betydningen af den andens signaler, om
man nu er genelsket, om den anden nu betyder noget for en, og
om hvordan fremtiden med den elskede kunne tænkes at ville
forme sig.
Man er også optaget af, hvem man selv er. Ved forelskelse
gentænker man sin fortid, fortæller måske
den elskede om den, og har herved mulighed for at blive fri
af den.
Er kærlighed og forelskelse det samme?
Forelskelse varer kun nogle måneder,
så fordamper den eller afløses af kærlighed.
• Kærlighed handler om et bevidst valg, forelskelse
er noget, der bare sker. Nogle kalder forelskelse for "en
psykose uden sygdomsindsigt".
• Under forelskelsen har man stærk tilbøjelighed
til at se bort fra den andens negative sider.
• Ved kærlighed ses fejlene, men man synes stadigvæk,
at han/hun er den dejligste.
• Ved kærlighed beslutter man sig for, at det er
den anden, man vil have. Man forpligter sig til at stå
sammen om de problemer, der måtte komme. Ved forelskelse
må man bare have den anden, og man vil gøre hvad
som helst for at hjælpe sin udkårne.
• Under forelskelse har man let ved at forstå og
acceptere den anden.
• Ved kærlighed må man undertiden gøre
sig store anstrengelser for at forstå og acceptere.
• Under forelskelsen ser man ligheder. Ved kærlighed
har man også øje for forskelle, som accepteres
og i bedste fald nydes.
• Når den anden gerne vil gøre noget for
sig selv, har man under forelskelsen let ved at opfatte det
som en trussel mod et spirende forhold
• Ved kærlighed sættes den anden fri. Man
nyder, at den anden laver noget, han/hun godt kan lide. Også
selv om det betyder, at man ikke er sammen så længe.
Hvad kan forhindre, at forelskelse bliver til kærlighed?
Når vi er forelskede, tjekker vi hinanden. ”Vil
han give mig det, jeg ønsker?” ”Vil hun give
mig det?” Man sætter hinanden på prøve.
Består den anden prøven fortsætter forelskelsen.
En prøve kan være "Gør hun det, vi
har aftalt"? ”Vil hun aflyse det møde, så
vi kan være sammen"
Når man skuffes, opstår der et indre oprør
og fortvivlelse. Krisen kan dog overstås, hvis den anden
lader forstå, at skuffelsen var et uheld, eller at det
vil ændre sig med tiden.
Nogle oplever forelskelsen som en pine. De føler sig
udenfor egen kontrol, og oplever at benene er sparket helt væk
under dem.
Undertiden kan man under en forelskelse godt se, at den anden
ikke er den person, der vil gøre en lykkelig. Men når
forelskelsen først er gået i gang er der ingen
vej tilbage. Man kan ikke handle udfra fornuften. Undertiden
er det da sådan, at den man er forelsket i er som en "kaktus
i ørkenen". Den anden kom lige ind i ens liv på
et tidspunkt, hvor man allermest af alt behøvede en at
elske.
Hvorfor bliver vi forelskede?
Forelskelse er en biologisk betinget
reaktion, hvis formål er at rydde forhindringer af vejen,
at skabe forudsætningerne for at mennesker knytter sig
til hinanden og danner parforhold.
• Forelskelsens følelser opstår, når
forelskelsen igangsætter en anden tankestil, som får
en til at se verden, ens fortid og fremtid i et nyt lys.
• Forelskelse springer ofte i gang i en periode med overbelastning.
• Overbelastningen kan have sammenhæng med et behov
for at bryde med fortiden eller følelser af at være
overset eller manglende evne til at finde noget af værdi
i den daglige tilværelse og skam over, at det er sådan.
Man er åben for forelskelse, når man tit oplever,
at de andre er lykkeligere, end man selv er. Tegn på at
man er parat til at blive forelsket kan være, at andre
der går i hånd i hånd begynder at vække
ønsker om at have en at elske.
Kan man beslutte sig for at forelske sig?
Der er ingen forbindelse mellem ønske om kærlighed,
og det virkeligt at forelske sig. Man kan blive revet med af
den andens forelskelse. Man tror, at man er forelsket, indtil
det alt for tydeligt viser sig ikke at være tilfældet.
Der er mennesker, som i årevis søger efter den
eneste ene. De længes efter kærlighed, men når
de så møder en, er der altid det ene eller andet
i vejen. Vedkommende er enten for gammel eller ung, tyk eller
tynd. Det virkelige problem ligger dog et helt andet sted. De
er for tilfredse med deres liv.
Nogle mennesker misbruger forelskelse. Når de møder
en, som de fornemmer er parat til at kaste sig ud i et nyt liv,
viser de, at de forstår personen til bunds. De signalerer,
at alt er muligt, fremstiller sig selv som vejen til den mest
fuldendte glæde.
Motiverne til at gøre sådan kan være mange.
Nogle gør det, fordi de selv har lyst til at forelske
sig. Andre gør det af forfængelighed og for at
understøtte en lav selvtillid. Andre fordi de kan lide
at have magt over et andet menneske, der er parat til at lystre
det mindste vink. Bedraget bliver oftest afsløret. Den
der har gjort den anden forelsket bliver hurtig træt af
at blive testet af de prøver, som den forelskede stiller
op. Han eller hun vælger derfor ofte at bryde forholdet.
Forelsker man sig lettere i en der gør modstand?
En person der virker lidt afvisende eller reserveret , fremstår
ofte overfor andre som attraktiv. Forelskelse er ensbetydende
med en stærk kraft til at udforske det nye, anderledes
og spændende, som den anden åbner døren for.
Forhindres udforskningen, eks. fordi den anden straks vil have
det hele sat i faste rammer for at få ro og fred, dræbes
forelskelsen eller også afløses forelskelsen af
kærlighed.
Hvis en af parterne er omklamrende virker han/hun desperat for
at få en partner. Hvis man virker desperat, udstråler
man, at man ikke er attraktiv og eftertragtet.
Hvad er det vigtigste, når man er forelsket?
Det vigtigste er, at være sig selv, at være sandfærdig,
og at handle efter det man gerne vil.
Nogle mennesker mister helt selvtilliden, når de bliver
forelskede, ofte fordi personen der er genstand for forelskelsen
ikke fylder tilstrækkelig med brændstof på
deres selvagtelse. For disse mennesker er det vigtigt at lære
at anerkende sig selv og generelt at blive bedre til at fastholde
oplevelsen af at være et værdifuldt menneske udstyret
med færdigheder og evner.
Nogle glemmer under en forelskelse alle andre end den elskede.
De opsøger ikke længere venner, familien eller
nye oplevelser. Det er en dårlig ide. Der skal mere end
en forelskelse til at have et helt og godt liv. Endelig kan
en ensidig satsning betyde, at går forelskelsen i stykker
ja, så er der intet andet tilbage.
Hvordan kan man få en ulykkelig forelskelse til at høre
op?
Et sandt selv giver os ikke lov til
at svælge i vores egen elendighed. Når noget ikke
går som vi gerne ville, anviser det sande selv måder,
hvorpå vi kan afhjælpe og lindre smertefulde følelser.
Det bedste middel til at få forelskelse til at holde op
er helt at afbryde kontakten med den anden i hvert fald for
en tid, og at tillade sig selv at sørge over tabet, så
man på den måde kan få sluppet den anden hurtigere.
Tingene vil herefter komme mere i perspektiv. Forelskelsen vil
forsvinde, og det der bliver tilbage vil være en relation
til den anden, som fremtidigt gør den anden til en særlig
person og mere end blot et bekendtskab. Undertiden kan den anden
på et senere tidspunkt blive en ven.
Findes den eneste ene?
Den eneste ene er en romantisk teori om at holde ved en person
hele livet.
Begrebet om den eneste ene stammer fra 1800 tallet, hvor fædrene
brugte forestillingen til at kontrollere døtrenes giftermål.
Forestillingen om den eneste ene er en kontrol af seksualiteten.
Den stiller skrappe krav til os, for den siger, at der kun er
en vi skal gå i seng med.
I dag lever og elsker vi på en helt anden måde.
Vi har en række forhold, lever alene i en periode, indtil
vi finder en ny partner. Det er det man kalder for seriel monogami.
Men alligevel styrer den romantiske forestilling om den eneste
ene vores søgen efter kærlighed. Det er fristende
at tro på, at den eneste ene findes. Vores kultur forleder
os til, at have meget store forventninger til at blive ændret
af kærligheden. Den elskede kan være et meget godt
bidrag, men forløsningen kommer ikke automatisk ved,
at man finder en partner.
Vi bliver kun egentlig forløst som personer, hvis vi
selv går efter realiseringen af vort sande selv.
Kan man igen blive genforelsket
i en partner?
Forelskelse kan vækkes igen,
når to mennesker formår at føre et fornyende,
begivenhedsrigt og spændende liv.
Der er især to ting, som forhindrer en opblomstring
af forelskelsens følelser:
• Gentagelser, rutiner og for lidt tid og overskud.
Eks. hvis den ene part påtager sig et alt for tidskrævende
arbejde, lader sig opsluge af børnene eller af et par
syge forældre.
• At man gang på gang støder på gammelkendte
forhindringer.
Genvakt forelskelse kræver at livet gives en ny, ønsket
og interessant retning, eller at der lægges noget nyt
ind, som giver afstand til hverdagen og dagligdagen.
Det er tit bedst med noget aktivt og handlepræget eks.
realisering af fantasifulde ideer, et fælles projekt,
kamp mod ydre vanskeligheder eller en rejse, hvor man opdager
nye ting.
Også en indre rejse i form af eks. psykoterapi kan genstarte
forelskelsens følelser.
Til top
Litteratur
"Forelskelse og kærlighed".
Francesco Alberoni. Lindhardt og Ringhof. 1992.
|